Debatt
– Jeg havde ikke forudset den kombination af magtsprog og inkompetence som selve kulturen i UKÄ er præget af, skriver Søren Kjørup. Kjørup er tidligere professor i humanioras vitenskapsteori ved Roskilde Universitet, og nå tilknyttet St. Lucas-akademiet i Brüssel. Han har også hatt flere professor II-stillinger i Norge, sist ved Kunst- og designhøgskolen i Bergen.
Dette er en advarsel: Hvis du bliver kontaktet af det svenske Universitetskanslersämbetet (UKÄ) og inviteret til at være med til at evaluere uddannelserne inden for dit fagområde ved de svenske universiteter og højskoler, så er det klogest at sige pænt nej tak! Og hvis du alligevel siger ja, kan det være klogt at være sikker på at have din fagforening i ryggen når det kommer til honorarudbetalingen.
I hvert fald har jeg selv bitterligt fortrudt at jeg for noget over et år siden lod mig lokke til at være med i bedømmergruppen for filosofi og det «närliggande» område æstetik i Sverige. Jo længere vi kom ud i processen, jo mere kom hele arbejdet til at føles som frustrerende tidsspilde. Men da jeg sagde ja, vidste jeg ikke at det evalueringssystem som UKÄ har brugt siden 2011, var blevet underkendt af ENQA (The European Association for Quality Assurance in Higher Education) og – med god grund, viste det sig – altså ikke havde klaret en ekstern evaluering af sig selv. Og jeg havde ikke forudset den kombination af magtsprog og inkompetence som selve kulturen i UKÄ er præget af.
Den svenske evalueringsmodel har både sine problematiske og sine komiske træk, og begge dele er lige frustrerende for en bedømmer. Og selv om man nu har et stort apparat i gang for at ændre nogle detaljer i oplægget inden næste runde evalueringer, vil grundmodellen, blandt annet af politiske grunde, blive fastholdt. At selve kulturen i UKÄ skulle forvandles, er helt utænkeligt.
Blandt modellens problematiske træk hører at disse evalueringer af uddannelser udelukkende skal koncentrere sig om uddannelsernes resultater og helt se bort fra hvordan disse resultater opnås.
Og da det eneste vidnesbyrd UKÄ anerkender for disse resultater, er de studerendes skriftlige eksamensopgaver, blev vores væsentligste opgave som bedømmere den ret mekaniske at tage stilling til om den bunke af anonymiserede eksamensopgaver vi hver især havde fået tildelt, viser «bristande», «hög» eller «mycket hög» målopfyldelse på en masse forskellige punkter.
Bedømmelserne førte vi (med lidt begrundelse) ind i elektroniske skemaer for de enkelte opgaver, og da hele denne øvelse var gennemført, sørgede UKÄ's it-afdeling for at gruppere alt efter lærested på store ark med flotte rubrikker og linjer og farver (med rødt for «bristande», naturligvis). Uddannelser der viste sig at have mange røde bedømmelser, risikerer så at blive nedlagt, mens dem med mange gange «mycket hög» bliver belønnet med ekstra midler.
Spørgsmålet er imidlertid hvordan i alverden disse såkaldte resultatopgørelser kan fortælle noget som helst om uddannelsernes kvalitet når man ikke aner noget om de studerendes forudsætninger da de begyndte på deres uddannelse. Eller sagt på en anden måde: «Resultater» kaldes disse opgaver, men man aner jo ikke hvad de er resultater af. Mange gode opgaver kan være et resultat af god undervisning og vejledning, men også af en heldig studenterrekruttering. Men at prøve at påpege den slags ting over for UKÄ er som at slå i en dyne.
Til gengæld håber jeg at min læser bemærkede komikken i de kun tre betegnelser for de forskellige niveauer vi bedømmere var tvunget til at bruge i de elektroniske skemaer: «bristande», «hög» og «mycket hög». Hvad med de opgaver som bare er tilfredsstillende uden ligefrem at have høj kvalitet, spurgte vi. Mangler der ikke et trin på skalaen? Åh nej! UKÄ (og dets forgænger Högskoleverket) har låst sig fast på at her drejer det sig om «den högra utbildningen», om «högskolor» og om «högskolelagen» og «högskoleförordningen», så «tilfredsstillende» må nødvendigvis udtrykkes som «hög måluppfyllelse»!
Dette betyder igen at læresteder der er blevet anbragt på midten af den lille skala, kan gå ud i medierne med den glade meddelelse at «Evalueringen viser at vores uddannelser har høj kvalitet»! Men det skal nu være dem vel undt!
Anden meningsløshed? Anden komik? Andre frustrationer? Masser!
De «mål» som skal opnås, er i udgangspunktet alle de helt abstrakte formuleringer man finder i love og retningslinjer, som f.eks. at de studerende skal lære at «söka och värdera kunskap på vetenskaplig nivå». Vores første opgave som bedømmere var at omforme disse almene uddannelsesmål så de passer på faget filosofi, og igen at præcisere en række kriterier for hvordan man kan se i en studenteropgave at filosofi-målene er opfyldt. Efter grundig forberedelse hjemme brugte vi et par fælles mødedage i Stockholm på den skolastiske øvelse at finpudse målformuleringer og kriterier og træne os i at anvende dem ensartet på nogle eksempler.
Nu er der imidlertid ret forskellige opfattelser af hvad filosofi egentlig går ud på, og de forskellige uddannelser rundt omkring i Sverige lægger formodentlig vægt på forskellige træk ved filosofien. Et forslag om at vi måske burde kigge på de forskellige studieordninger når vi skulle præcisere mål og kriterier, faldt imidlertid dødt til jorden. Den slags er utænkeligt for UKÄ-systemet. Det var os fem tilfældige filosofisk sagkyndige plus en studerende og en repræsentant for arbejdslivet der egenmægtigt skulle bestemme hvad filosofi er, og bedømme opgaverne derefter.
Midt under læsningen viste det sig så at der rundt omkring i bunkerne befandt sig opgaver uden den mindste gnist filosofi. Den første af slagsen fik naturligvis bedømmelsen «bristande» i det elektroniske skema. Men da der efterhånden dukkede flere af slagsen op, måtte vi jo til at undersøge hvad der var galt.
Lidt detektivarbejde på nettet afslørede at æstetik-faget ved et af studiestederne slet ikke er et filosofisk fag, men et kulturteoretisk eller kulturanalytisk hvor det er frivilligt om den studerende vil inddrage filosofiske problemstillinger. Det havde UKÄ bare overset da de skabte vores faggruppe. Og nu havde vi altså ikke udformet mål og kriterier for et sådant fag! Og vi kunne ikke engang få at vide hvilke af opgaverne som hørte til dette kulturteoretiske æstetik-fag, for så ville systemets anonymitetskrav jo blive brudt.
Ja, reglerne for UKÄ-evalueringen er strenge og må overholdes til punkt og prikke, selv når UKÄ har dummet sig. Og så alligevel ikke. For løsningen på dette problem blev at alle æstetik-opgaverne måtte bedømmes to gange, først som filosofiske, derefter som kulturteoretiske, for så i it-afdelingens opsummering til sidst at blive anbragt under den rette overskrift og med den dertil passende bedømmelse.
Men hvad med grundlaget for den kulturteoretiske bedømmelse? Ja, der måtte den enkelte bare støtte sig til sin indsigt i æstetiske spørgsmål, så her var der pludselig ikke brug for dagevis af afpudsning og fælles indøvelse af mål og kriterier!
UKÄ var imidlertid ikke kun interesseret i at vide om de studerende kunne referere korrekt, anvende relevante metoder, argumentere klart osv., men også om de f.eks. kunne formulere sig mundtligt og overholde tidsfrister. Det kunne vi jo af gode grunde ikke læse ud af de skriftlige opgaver. Derfor blev opgaverne suppleret med selvevalueringer fra studiestederne, fulgt op af vores interview med undervisere (og med nogle ganske få studerende). De stort set rosenrøde skildringer af uddannelsernes tilrettelæggelse og gennemførelse hjalp jo ikke meget i vurderingen af de resultater af indsatsen som UKÄ havde sat op som det væsentligste for denne evaluering, men gav allerhøjst lidt indblik netop i de processer som officielt skulle holdes udenfor.
Men at f.eks. studenternes mundtlige formåen trods alt ikke skulle vurderes ud fra deres skriftlige opgaver, havde ingen konsekvenser for de skemaer vi skulle udfylde. Her stod spørgsmålene tilbage, og de kunne ikke bare springes over.
Satte man ikke omhyggeligt kryds i rubrikken «Kan ikke besvares» ved hvert eneste «umulige» spørgsmål, kunne man ikke indsende skemaet.
Mest komisk var at skemaerne slutter med en rubrik markeret «Används ej». Følger man den instruks, kan man imidlertid heller ikke indsende skemaet. Først når man længe har ledt i hele skemaet efter hvad man kan have glemt eller gjort galt, vover man at anvende rubrikken alligevel ved også her at sætte kryds i «Kan ikke besvares» – og endelig kommer skemaet afsted!
Det hele endte med en pinlig diskussion om honoraret. Den betaling vi havde accepteret da vi sagde ja til at være med, var et bestemt beløb pr. arbejdsdag. Da vi var færdige, fik vi så bare en sum udbetalt uden nærmere forklaring. Med lidt besvær lykkedes det at få UKÄ til at specificere hvordan den sum var regnet ud, og så viste det sig at honoraret ikke var pr. arbejdsdag alligevel, men at UKÄ har nogle faste takster for de forskellige led i bedømmelsen, takster som vi aldrig var blevet orienteret om.
Heldigvis var de fleste af disse takster ikke helt urimelige i forhold til indsatsen, men UKÄ ville ikke betale for vores forberedelser til vores interviews. Disse forberedelser var indeholdt i taksten for nogle møder om nogle andre spørgsmål, hævdede UKÄ, også selv om et var indlysende for enhver at vi ikke havde haft mulighed for bare at nå igennem disse spørgsmål inden for mødetiden. Forberedelse til interviews var aftenarbejde hjemme.
Gennem halvanden måned havde UKÄ og jeg en mail-udveksling hvor jeg stædigt forlangte at få betalt for mit arbejde, og UKÄ lige så stædigt henviste til deres faste takster, regler og rutiner. Og så pludselig slog de alligevel om fra den ene dag til den anden! Selvfølgelig skulle jeg (og de andre i gruppen) have betalt for medgået arbejdstid til interviewforberedelse.
Jeg var nemlig kommet til at nævne spørgsmålet om hvad mon min fagforening ville mene om sagen.
